Citizenshipdag på Rys overgår alle forventninger
Af Malene Hornstrup Jespersen
Klokken er kvart i ni, mandag d. 12 september. Udenfor Øksnehallen står klumper af elever fra Rysensteen og får sig en smøg, mens de snakker med klassekammerater og venner. Nogle er i færd med at parkere deres cykler, og stadig flere kommer til, gående eller cyklende.
Hallen er fyldt med endnu flere elever, og med stole, som alle har front mod scenen for enden af salen. Klokken nærmer sig ni og eleverne finder deres pladser. Snakken hører op da rektor Gitte Transbøl byder alle velkommen og dermed skyder Citizenshipdagen på Rysensteen i gang.
Formålet med dagen er at blive klogere på begrebet ”citizenship” og det at være en ”global citizen”. Dagen starter da også med nogle bud på dette, for mange elever, flyvske begreb ”citizenship”. Der bliver lagt vægt på, at vi skal deltage i vores nærmiljø og i den store verden. Vi skal perspektivere nationale, såvel som internationale, dilemmaer, og gerne gøre det i form af kulturmøder og medborgerskab. Kort sagt skal vi engagere os.
Gitte introducerer Clement Kjersgaard, som skal styre dagen. Han bliver mødt med stort bifald, og med sin ekstraordinære energi og dynamik kaster han sig ud i en monolog om globalisering. Han gentager flere gange, at globalisering ikke er automatisk, og ikke løser alle problemer. Det er ikke entydigt, det er kompliceret, og man skal ikke tro, at konflikter og magtkampe forsvinder i en globaliseret verden. Globaliseringen er kompleks.
Selvom Clement Kjersgaard snakker hurtigt og energisk, er han først færdig halv ti, altså et kvarter efter planen. Han giver ordet videre til Søren Winther. Der er en stor kontrast fra Clements dynamik til Sørens rolige, langsomme stemme. Sørens tale handler om hans verdensomfavnende karriere, The Great Debate – hvordan skal vi mennesker leve sammen?, vigtigheden af globalisering, bæredygtighed, global økonomi og politisk struktur, og til sidst et ønske om, at vi sammen skal finde globale løsninger. I slutningen af talen har publikum siddet længe, og man kan mærke, at koncentrationen begynder at glide. Et par elever rundt om mig sidder med hovedet på sidemandens skulder, eller spiller på deres mobil.
Publikum liver dog lidt op igen da næste taler går på. Hans navn er Stig Tackmann. Han er en ung mand, som har været færdig med sin universitetsuddannelse i et år. Han er her med ét budskab: I skal ud og opleve verden! Han fortæller om sine egne udlandsophold, i Berlin, på Columbia Universitet, osv. Han opfordrer os alle til ikke at være dovne, og i stedet søge mulighederne omkring os. Og hvis ingen serverer mulighederne for os, så må vi skabe dem selv.
Efter en pause på tyve minutter tager eleverne atter pladserne, for nu begynder det, som mange har set frem til. Politiker-debatten. På hver stol ligger der en flyer med Naser Khader og en med Mogens Lykketoft. Bag ved scenen står større plakater af de samme to. To høje borde står på scenen, dækket med hvid dug og vandglas. Ved et bord står Naser Khader og ved det andet bord står Mogens Lykketoft og Frank Aaen.
Clement Kjersgaard lægger ud med at introducere politikerne. Eleverne klapper og griner, da han introducerer Naser Khader ved at sige: ”For fire år siden var han en superstjerne i dansk politik!” og Naser Khader svarer igen med: ”Det er jeg stadig!”
De tre politikere, styret af Clement, debatterer større udenrigspolitiske emner, specielt bruger de tid på en længere diskussion om krigen i Libyen vs. krigen i Afghanistan, samt en diskussion om Israel/Palæstina konflikten.
Da der er tyve minutter tilbage før frokost inviterer Clement eleverne op til spørgsmål. Til Clements store overraskelse rejser der sig straks tyve elever og bevæger sig langs rækkerne, op mod scenen. Debatten begynder spydigt og kontant, da en pige, vedrørende SU’en, spørger Mogens Lykketoft: ”Kan du virkelig se mig i øjnene og sige, at det er retfærdigt?”
Clement styrer debatten sikkert og følger op på elevernes spørgsmål hvis han ikke mener, spørgsmålene blev besvaret tilfredsstillende. Tiden løber dog snart fra os. Efter kun fem elevspørgsmål går der en stønnen gennem salen, da Clement erklærer, at vi desværre ikke kan nå flere. Men stønnen bliver hurtigt erstattet af fornøjet snak og myldren mod langbordene. For i løbet af politikernes debat er der ankommet hundredvis af gratis sandwiches.
Frokosten forløber roligt og hyggeligt og bagefter samles eleverne igen ved deres pladser for at blive introduceret til de forskellige workshop-ledere. Det er folk fra diverse organisationer og virksomheder. Eleverne samles i klasser og vandrer ud i de forskellige workshops.
Imens går jeg rundt og ser lidt på de forskellige aktiviteter. Overalt er der mennesker. Både i staldende og hovedbygningen er klasserne fyldt med elever, der lytter til foredrag, ser på powerpoints, og debatterer klassevis eller i grupper. Skolen summer af heftig diskussion. Der er alt fra forslag til, hvordan man skal engagere unge i det globale samfund, til diskussion om klima, menneskerettigheder og handelsbalancer.
Jeg spørger forskellige elever, hvad deres holdning til dagen er, og generelt er eleverne positive. Der bliver brugt ord som fedt, spændende og inspirerende. Flere udtrykker overraskelse over, hvor lærerigt det egentlig var, og at det ikke blev en hul, tom, kedelig dag. Mange siger, at de har fået en meget bedre forståelse for begrebet ”citizenship”, som før var blevet slynget dem løst i hovedet og aldrig ordentligt defineret. Der er dog også en del, som mener, at begrebet stadig er temmelig ukonkret. Generelt mener eleverne, at dagen kan bruges som inspiration til globalt engagement, bevidstgørelse af omverdenen og give interesse for andre kulturer.
På den negative side bliver dagen kritiseret for at være en smule tung og politikerdebatten for at være for valg-orienteret og lidt forvirrende.
Efter en opsummering af de forskellige workshops tilbage i Øksnehallen, går både lærere og elever hjem efter en lang, men god Citizenship dag.
Hallen er fyldt med endnu flere elever, og med stole, som alle har front mod scenen for enden af salen. Klokken nærmer sig ni og eleverne finder deres pladser. Snakken hører op da rektor Gitte Transbøl byder alle velkommen og dermed skyder Citizenshipdagen på Rysensteen i gang.
Formålet med dagen er at blive klogere på begrebet ”citizenship” og det at være en ”global citizen”. Dagen starter da også med nogle bud på dette, for mange elever, flyvske begreb ”citizenship”. Der bliver lagt vægt på, at vi skal deltage i vores nærmiljø og i den store verden. Vi skal perspektivere nationale, såvel som internationale, dilemmaer, og gerne gøre det i form af kulturmøder og medborgerskab. Kort sagt skal vi engagere os.
Gitte introducerer Clement Kjersgaard, som skal styre dagen. Han bliver mødt med stort bifald, og med sin ekstraordinære energi og dynamik kaster han sig ud i en monolog om globalisering. Han gentager flere gange, at globalisering ikke er automatisk, og ikke løser alle problemer. Det er ikke entydigt, det er kompliceret, og man skal ikke tro, at konflikter og magtkampe forsvinder i en globaliseret verden. Globaliseringen er kompleks.
Selvom Clement Kjersgaard snakker hurtigt og energisk, er han først færdig halv ti, altså et kvarter efter planen. Han giver ordet videre til Søren Winther. Der er en stor kontrast fra Clements dynamik til Sørens rolige, langsomme stemme. Sørens tale handler om hans verdensomfavnende karriere, The Great Debate – hvordan skal vi mennesker leve sammen?, vigtigheden af globalisering, bæredygtighed, global økonomi og politisk struktur, og til sidst et ønske om, at vi sammen skal finde globale løsninger. I slutningen af talen har publikum siddet længe, og man kan mærke, at koncentrationen begynder at glide. Et par elever rundt om mig sidder med hovedet på sidemandens skulder, eller spiller på deres mobil.
Publikum liver dog lidt op igen da næste taler går på. Hans navn er Stig Tackmann. Han er en ung mand, som har været færdig med sin universitetsuddannelse i et år. Han er her med ét budskab: I skal ud og opleve verden! Han fortæller om sine egne udlandsophold, i Berlin, på Columbia Universitet, osv. Han opfordrer os alle til ikke at være dovne, og i stedet søge mulighederne omkring os. Og hvis ingen serverer mulighederne for os, så må vi skabe dem selv.
Efter en pause på tyve minutter tager eleverne atter pladserne, for nu begynder det, som mange har set frem til. Politiker-debatten. På hver stol ligger der en flyer med Naser Khader og en med Mogens Lykketoft. Bag ved scenen står større plakater af de samme to. To høje borde står på scenen, dækket med hvid dug og vandglas. Ved et bord står Naser Khader og ved det andet bord står Mogens Lykketoft og Frank Aaen.
Clement Kjersgaard lægger ud med at introducere politikerne. Eleverne klapper og griner, da han introducerer Naser Khader ved at sige: ”For fire år siden var han en superstjerne i dansk politik!” og Naser Khader svarer igen med: ”Det er jeg stadig!”
De tre politikere, styret af Clement, debatterer større udenrigspolitiske emner, specielt bruger de tid på en længere diskussion om krigen i Libyen vs. krigen i Afghanistan, samt en diskussion om Israel/Palæstina konflikten.
Da der er tyve minutter tilbage før frokost inviterer Clement eleverne op til spørgsmål. Til Clements store overraskelse rejser der sig straks tyve elever og bevæger sig langs rækkerne, op mod scenen. Debatten begynder spydigt og kontant, da en pige, vedrørende SU’en, spørger Mogens Lykketoft: ”Kan du virkelig se mig i øjnene og sige, at det er retfærdigt?”
Clement styrer debatten sikkert og følger op på elevernes spørgsmål hvis han ikke mener, spørgsmålene blev besvaret tilfredsstillende. Tiden løber dog snart fra os. Efter kun fem elevspørgsmål går der en stønnen gennem salen, da Clement erklærer, at vi desværre ikke kan nå flere. Men stønnen bliver hurtigt erstattet af fornøjet snak og myldren mod langbordene. For i løbet af politikernes debat er der ankommet hundredvis af gratis sandwiches.
Frokosten forløber roligt og hyggeligt og bagefter samles eleverne igen ved deres pladser for at blive introduceret til de forskellige workshop-ledere. Det er folk fra diverse organisationer og virksomheder. Eleverne samles i klasser og vandrer ud i de forskellige workshops.
Imens går jeg rundt og ser lidt på de forskellige aktiviteter. Overalt er der mennesker. Både i staldende og hovedbygningen er klasserne fyldt med elever, der lytter til foredrag, ser på powerpoints, og debatterer klassevis eller i grupper. Skolen summer af heftig diskussion. Der er alt fra forslag til, hvordan man skal engagere unge i det globale samfund, til diskussion om klima, menneskerettigheder og handelsbalancer.
Jeg spørger forskellige elever, hvad deres holdning til dagen er, og generelt er eleverne positive. Der bliver brugt ord som fedt, spændende og inspirerende. Flere udtrykker overraskelse over, hvor lærerigt det egentlig var, og at det ikke blev en hul, tom, kedelig dag. Mange siger, at de har fået en meget bedre forståelse for begrebet ”citizenship”, som før var blevet slynget dem løst i hovedet og aldrig ordentligt defineret. Der er dog også en del, som mener, at begrebet stadig er temmelig ukonkret. Generelt mener eleverne, at dagen kan bruges som inspiration til globalt engagement, bevidstgørelse af omverdenen og give interesse for andre kulturer.
På den negative side bliver dagen kritiseret for at være en smule tung og politikerdebatten for at være for valg-orienteret og lidt forvirrende.
Efter en opsummering af de forskellige workshops tilbage i Øksnehallen, går både lærere og elever hjem efter en lang, men god Citizenship dag.